The Big Five
Big Five" er et velkendt begreb blandt safarirejsende. Tidligere blev "The Big Five" anvendt som en samlebetegnelse af storvildtjægere i Afrika for de mest eftertragtede dyr. De fem arter, der indgår i "The Big Five," er løve, elefant, bøffel, næsehorn og leopard. I dag refererer begrebet til de dyr, man ønsker at se, når man rejser på safari. Myten om "The Big Five" og historierne, der blev spredt blandt storvildtjægerne, gør disse dyr ekstra spændende for nutidens safarirejsende. Udtrykket "Big Five" kan dog være misvisende, da de fem største dyr i virkeligheden er flodhest, næsehorn, giraf, elandantilope og elefant.
Ved at kombinere besøg i flere nationalparker kan man øge chancerne for at se "The Big Five." Der findes også nationalparker, hvor det er muligt at se alle dyrene i "The Big Five." Masai Mara i Kenya og Serengeti i Tanzania betragtes som "Big Five"-parker, ligesom Krugerparken og flere private reservater i Sydafrika. For at maksimere chancerne for at se "The Big Five" kan du kombinere safari i Masai Mara med Lake Nakuru i Kenya eller safari i Serengeti med Ngorongoro i Tanzania.
Løver, bøfler og elefanter er de dyr i "The Big Five," der er mest almindelige at se under en safarirejse i Afrika. Mulighederne for at se disse dyr afhænger af, hvilke nationalparker man besøger, og hvordan safariprogrammet er planlagt. Det kræver held at få øje på en leopard, da de ofte bevæger sig i tæt buskads og foretrækker at holde sig skjult i dagtimerne. Næsehornet har i mange år været udsat for intensiv krybskytteri, hvilket betyder, at de kun findes i visse nationalparker. For at maksimere dine chancer for at se et næsehorn skal du vælge en nationalpark, hvor næsehornet lever.
Elefant
Elefanter er de største landlevende pattedyr og er kendt for deres imponerende størrelse og intelligens. De lever i sociale grupper, der kaldes familier, som ofte ledes af en ældre hun. Lederen er ansvarlig for flokkens overlevelse og hjælper den med at finde mad og vand under tørkeperioder. Elefanters kost består hovedsageligt af græs, blade, frugter og bark, og de kan spise op til 150 kg mad om dagen. Deres lange snabler er ikke kun til at spise med; de bruger dem også til at drikke vand og kommunikere. Elefanter har en vigtig rolle i økosystemet, da de hjælper med at forme landskabet og sprede frø.
“Det var en fantastisk luksus at have et rejseselskab, der skræddersyede vores bryllupsrejse præcis efter vores ønsker og besvarede alle vores spørgsmål. Vi kunne helt sikkert finde på at tage på sådan en rejse igen.”
Løve
Afrikas løver er savannens mest kendte rovdyr, ofte omtalt som "dyrenes konge". De lever i sociale grupper kaldet flokke, som typisk består af flere hunner, deres unger og en eller to hanner. Løver er de eneste store kattedyr, der lever i flokke, hvilket giver dem en fordel i jagt og forsvar af territoriet. Deres kost består primært af store byttedyr som zebraer, gnuer og antiloper. Løverne er mest aktive om natten, hvor de jager i grupper for at maksimere deres chancer for at fange de ofte store byttedyr.
Næsehorn
I Afrika lever der to slags næsehorn: det hvide næsehorn og det sorte næsehorn, som også kaldes bredsnudet næsehorn og spidssnudet næsehorn. Det kan være let at blive forvirret af navnet, da begge er grå i farven og ligner hinanden. Nogle tydelige forskelle er, at det hvide næsehorn er græsspisende og ofte ses sammen med andre, mens det sorte næsehorn er bladspisende og ofte lever alene.
Bøffel
Denne robuste og kraftfulde planteæder lever i store grupper og de ses ofte græsse i åbne sletter eller i nærheden af vandkilder. Afrikanske bøfler er kendt for deres sociale adfærd og beskytter hinanden mod rovdyr, hvilket gør dem til en udfordring for jægere som løver og leoparder. De har en karakteristisk stor, buet hornstruktur, der kan variere meget i størrelse og form mellem individer. En fuldvoksen bøffel kan veje 850 kg.