Ellinor: Dykning på Zanzibar
Efter nogle fantastiske dage med safari i Selous Game Reserve, hvor vi mødte savannens fantastiske dyreliv, var det tid til at opleve en helt anden dyreverden under vandet gennem dykning ved Zanzibars koralrev.
Dykning i havet omkring Zanzibar, som er kendt for sine smukke koralrev, er i verdensklasse. Havet huser over 400 forskellige typer koraler samt skildpadder, delfiner og andre marine væsener. Hvis du besøger Zanzibar fra juli til oktober, har du også mulighed for at se hvalernes migration til Madagaskar. Da tiden endelig kom til vores første dyk på Zanzibars nordøstkyst, tjekkede vi vores udstyr og sprang ivrigt i vandet. Vi signalerede, at vi var klar, og tømte derefter vores flydeveste for luft, før vi sank ned under overfladen. Det tog ikke mere end fem minutter, før en flok på syv delfiner svømmede forbi lige foran os. Vi blev som forstenede og måtte stoppe op et øjeblik for at bearbejde, hvad der lige var sket.
Dette dykkersted hedder Kichwani og ligger lige uden for øen Mnemba, hvor en stor koralvæg strækker sig fra cirka 2 meter ned til 30 meter. Her finder du smukke koraller, og mulighederne for makrodykning er gode. Jeg så flere forskellige nøgensnegle, trompetfisk, dragefisk og murener. På grund af revets lavvandede områder egner det sig også godt til snorkling.
I sæsonen er der også gode chancer for at se hvalhajer langs Zanzibars kyst, da de bevæger sig langs Afrikas østkyst.
Efter et fantastisk første dyk var det tid til at tage til dykkerstedet Wattabomi. Wattabomi er et fremragende rev for alle dykkere, både nybegyndere og erfarne. Skråningen på revet er ikke særlig stejl, så du kan vælge, om du vil dykke dybt eller holde dig nærmere overfladen, afhængigt af din erfaring og præferencer. Her findes mange kasmirsnappere, som er en almindelig fisk i havet omkring Zanzibar – da vi dykkede her, svømmede de i store stimer. Hvis du er nysgerrig efter at se skildpadder, er dette det rette sted at dykke. I Wattabomi danner korallerne store blokke og skaber dermed et hjem for den grønne skildpadde.
Jeg lavede også to dyk i nærheden af hotellet, hvor jeg så en fantastisk undervandsvegetation med mange koraller og livlige farver. Dykkestedet hedder Shindano, og jeg så mindst fire forskellige blæksprutter, der forsøgte at gemme sig. Der var også mange krokodillefisk og skorpionfisk her. Dette område tilbyder også fremragende makrodykning og et varieret undervandsliv.
Vores dykkeinstruktør fortalte os, at de havde set en kæmpestor hval, hvor vi skulle dykke, så mine forventninger var ret store. Desværre havde vi ikke heldet med os og fik ikke set den.
Mit sidste dyk på Zanzibar foregik på et dykkersted, der hedder Cuipis. Her var der lidt strøm i forhold til de andre steder, men det gjorde mig ikke noget. Så længe jeg holdt mig rolig og havde balancen under kontrol, gik det fint. I Cuipis så jeg mange blåplettede rokker, der svømmede og gemte sig i sandet. I Cuipis-området skulle der også være store stimer af barracudaer, men desværre så vi ingen den dag. Der var også mange murener og kasmirsnappere her.
Efter mine dyk på Zanzibar følte jeg en dyb glæde over alt, hvad jeg havde oplevet! Jeg tror og håber, at jeg en dag vil vende tilbage til Zanzibar for at udforske endnu mere af det fantastiske marine liv.
“Det var en fantastisk luksus at have et rejseselskab, der skræddersyede vores bryllupsrejse præcis efter vores ønsker og besvarede alle vores spørgsmål. Vi kunne helt sikkert finde på at tage på sådan en rejse igen.”